Vi kender det alle. Det er nærmest umuligt. At finde et par jeans, der passer. Og det kan kræve mere en en enkelt tur ned af strøget at finde det rigtige par. Dagevis kan man bruge på den mission. Og det har jeg gjort, utallige gange. Regner man alle de dage sammen, hvor jeg har været på jagt efter det eneste rigitge, så tror jeg let vi kommer op på flere måneder. Måske endda år. Det er jo helt vildt, egentlig!

Men lykken er også desto større, når det så endelig lykkedes. Man ved det næsten altid inden man går mod prøve rummet, at det man har mellem hænderne er noget helt særligt og sjældent. Det rette par. Der sidder som de skal, som smurt på kroppen og med plads til at sætte sig ned. Det er den bedste følelse i hele verden. Som kun overgås af den følelse, som man har, når man har dem på for første gang i byen og bare ikke er til at skyde igennem. Det er det hele værd. Sikkert også derfor jeg stadig gladeligt går på jagt og bruger dagevis på at finde lykken med de rette jeans.

Jeg er en rigtig buksetrold. Jeg elsker bukser. Elsker med stort E! Og så er det jo bare skønt at bo i et land, hvor klimaet tillader at man hele året rundt kan være i ført denne uovertrufne beklædning! Hurra for bukser.
De egner sig glimrende til min hverdag, hvor jeg render en hel del omkring på kontoret, hvor jeg er piccoline. Og har mange opgaver, hvor jeg skal bukke mig ned og finde ting og sager frem fra gemmerne. Og så er det rart at have bagen tilstrækkeligt dækket ind. Ser med forundring til når mine kollegaer udfører samme kunst i ført nederdele og kjoler, som de tilsyneladende synes passer bedre ind i vores kontor miljø. Og ja, der er fine i oprejst positur, men når man bukker sig. Jeg mener, helt ærligt! Så er der bare frit udsyn til alle dejlighederne. Og det passer sig altså ikke rigtig ind, gør det vel? Ligemeget hvor skøn den så er, bagdelen. Med mindre man da har tænkt sig at finde alternative ruter til forfremmelse. Så er det sikkert en glimrende ide med den frie udsigt. Men jeg tror mere på godt arbejde, som vejen frem. Så jeg beholder mine bukser på!

Rip Curl er bare svaret, når man er en fornuftig ung mand -og ikke synes det er specielt cool med bøllehattene fra forældre generationen. Men en stråhat fra Rip Curl, det kan man s– godt slippe afsted med -og stadig se cool ud.
Måske også lidt af et luksus problem, når man nu har været så heldig at tilbringe en hel måned af den kolde vinter på Honolulu´s hvide sand strande, men alligevel. Det gør jo ikke noget at man ser lidt godt ud, mens man er så heldig, vel.
Og når man, som jeg tilhører den ariske og rødhårede og meget nordiske race med dertilhørende yderst sart og helt igennem kridhvid hud -småplettet af fine små fregner, fra top til tå, så er det bare nødvendigt med mere beskyttelse, end en faktor 50 kan tilbyde.
Så det er på med hatten, sådan har det været lige siden jeg var en helt lille fyr -og der kommer minderne om bøllehatten selvfølgelig på banen… På min første rejse alene begik jeg fejlen, at være super sej -uden hat overhovedet. Og måtte tilbringe hele den første uge i sengen med svære forbrændinger på nakke og skuldre. Det gør jeg ikke igen.
Til gengæld tager jeg heller aldrig en bøllehat på igen. Fra nu af bliver det en trods alt lidt mere cool hat -min nye stråhat fra Rip Curl.

Som eneste hane i flokken, kan man godt blive lidt træt af dametøj. Og det skal ikke misforstås. Jeg er ikke typen, der i hemmelighed render rundt i min kærestes kjoler og undertøj derhjemme. Nej! Slet ikke. Men jeg har til gengæld tilbragt ikke mindre end en hel uge sammen med min kæreste og hendes familie, der hovedsagligt består af andre kvindemennesker. Faktisk helt. Og jeg skal love for at snakken går i sådan en hønsegård! Munden står jo ikke stille i et sekund på nogen af dem. Og snakken drejer sig hoved sagligt om dametøj…
Som jo så altså ikke er min helt store interesse. Mine ører var i mange tilfælde faretruende tæt på at falde af og jeg måtte flere gange søge tilflugt i køkkenet -eller under dynen med min bærbare. I fred for deres kævleri. Vor herre til hest! Får de aldrig selv ondt i ørerne? Jeg er målløs -og på ingen måde klar til at gentage succesen indenfor den nøre fremtid!
Desværre. For i næste weekend starter vanviddet igen. Fødselsdag i familien. Mere kævlen og skræppen. Jeg kan snart ikke holde til mere. Mere snak. Og slet ikke mere snak om noget så kedeligt som modetøj!

Ja, det er jo hvad der sker, at der ryger en ekstra Munthe plus Simonsen kjole i indkøbskurven når man lader mor her være alene hjemme en hel weekend -med en bragende omgang vinter forkølelse og ingen, udover min elskede Mac, til at opmuntre mig.
Det er også kun på sin plads, synes jeg, at jeg får lidt forkælelse og trøst… Vi skulle jo alle sammen have været afsted -til Jylland, hvor hele familien nu er i gang med den traditionelle opvarmning til jul. Der står småkager på bordet, æbleskiverne er på panden og det oser fra gryden med den varme palmin til klejnerne. Og der, midt på bordet -jeg kan lige se det for mig- står min mors hjemmelavede æggepunch, som jeg har elsket lige siden jeg fike lov til at smage den for første gang for nu snart tyve år siden. Det eneste, der er mangler er mig. For jeg måtte ikke smitte de andre. Så det er vel i orden at gå lidt amok med Munthe, ikke?
Det mener jeg. Og ved i hvad? Jeg synes faktisk at jeg fortjener en mere. En mere trøste Munthe plus Simonsen. Så jeg er den, der er smuttet;-)

Forleden havde jeg besøg af en gammel veninde fra den forgangne gymmnasie tid. Havde ikke set hende i mange år og som jeg huskede hende fra gymnasietiden, var hun en håbløs omvandrrende mode katastrofe. Når jeg ser tilbage på den tid, så synes jeg egentlig at vi alle var omvandrende modekatastrofer, men sådan skulle det jo være, dengang i begyndelsen af 90’erne. Men hun var altså et pragt eksemplar!
Derfor var jeg også mere end overrasket over at konstatere at hun var klædt i Style Butler. Fra top til tå! Hun så s.. godt ud!

Man skulle lede længe efter et menneske med så fejlagtig sans for farver og form som hende. Hun brillierede med det ene mislykkede outfit efter det andet i de glade gymnasiedage. Dag efter dag. Og havde hun ikke haft den fantastiske humor, så tror jeg ikke at hun var kommet igennem den æra uden ar på sjælen. Hun var virkelig berygtet for sin dårlige smag! Og her sad hun så, i mit køkken og osede af stil i hendes Style Butler dress. Og lignede en million!

Ja, jeg blev helt misundelig –og fortrød mit valg af afslappet og udslidt jogginbuks og min kærestes kasserede skovmandsskjorte (tænkte, at hun ville føle sig bedre tilpas, hvis jeg matchede…). Det var en unødvendig foranstaltning, som jeg på ingen måde har tænkt at gentage. Hold da op for en overraskelse!

Da hun efter en hyggelig eftermiddag med genopfriskning af minder og masser af grin –hun er stadig vildt sjov –nu er hun bare lækker og sjov, ikke kikset og sjov- fløj jeg ind foran computeren og skyndte mig at få købt ind til vores næste te-aftale. Ikke mere jogginbuks+skovmandsskjorte til mig. Næste gang skal det være med min nye Style Butler cardigan. Og stilletter.

Hvad skal jeg finde på? Jeg er i syv sind! Kan jo ikke indlede min forespørgsel til min søde og forstående bankrådgiver med overforbrug på grund af Philosophy blues Original… Det lyder bedre med uventede udgifter til reparation af skorstenen eller taget. Eller noget i den dur. Philosophy blues Original kjole går ikke helt ind under den kategori, gør den?

Nu er det bare sådan at jeg bor i lejlighed. Lejelejlighed. Og så er der jo ikke så mange udgifter til nyt tag og den slags. Så den kan jeg ikke bruge…

Men måske han forstår mig alligevel. Hvis jeg nu viser ham alle de lækre sager, jeg i min iver fik revet ned i indkøbskurven i aftes. Da jeg sad og shoppede julegave til min veninde… Åh nej! Den gave fik jeg jo slet ikke købt! Flere udgifter.

Fik forvildet mig ind på en side, der havde Philosophy blues Original online og blev helt overvældet af skønheden og det kom bare helt naturligt, det der med at trykke på læg-i-kurv knappen. Og før jeg vidste af det havde jeg sendt en ordreseddel afsted, så lang, så lang, så selv den mest tålmodige bankrådgiver ville miste besindelsen, hvis han fik fingre i den. Det må han ikke!

Med mindre, at man kunne tilføre lidt fornuft til indkøbene… Hvem siger, at mine køb ikke er gjort udfra tvingende nødvendighed? Det er jo jul –og alle de gaver! Den er da plausibel, er den ikke?
Tror ligefrem at min veninde har samme størrelse, som jeg. Og ved nærmere tanke kan jeg slet ikke komme på nogen fra min gaveliste, der ikke ville blive lykkelig for bare et enkelt beklædningsstykke fra mærket!

Det er sådan den skal vinkles. Helt sikkert. Altså på papiret. I den virkelige verden, kommer hele den pukkelryggede nok til at tage tiltakke med eksempler fra mine keramiske eksperimenter. De er også flotte. Og alle elsker et hjemmelavet askebærger, ikke?
Og jeg elsker Philosophy blues Original!

Jeg har mistet mn familie –og min computer. Til Karen by Simonsen. Det er hårde tider her i hjemmet, det kan jeg godt love jer for.
Jeg husker med glæde de gode gamle dage, hvor vi alle tre sad bænket i sofaen med Vild med Dans og familieguf i skålen. Det føles som en evighed siden… Og den tid er nu også brutalt revet væk fra mig. Til fordel for Karen by Simonsen online…

Jeg burde vel have set det komme. Med en kæreste, der altid har set et lys i mode og uden at blinke med øjenene stolt –og gang efter gang- har fremvist mig hendes seneste rov fra utallige strøgture (sidst på måneden, hvor jeg egentlig ville have set mere fornuft i at gemme de sidste slanter…)–og en datter, der som 6-årig ønskede sig et par lyserøde Gucci-sko. Og nu er en Karen by Simonsen kjole, det der gør livet værd at leve.

Men en lille naiv del af mig må alligevel have håbet på noget andet. Sådan er det bare ikke. De to har rottet sig sammen og fratager mig, ikke blot min familiehygge –men også min computer. Så jeg kan ikke engang trøste mig med en omgang poker eller andre vanedannende elementer på nettet. Så her sidder jeg altså. Vild med Dans er slut, skålen med familieguf er tom og de to tøsebørn er gået omkuld efter denne aftens shopping. Jeg har generobret min computer og kan alene her i mørket beklage min nød.

Sidder faktisk og overvejer om jeg selv skulle gå lidt på shopping. Som en slags straf til damerne. Kunne vel godt selv bruge en opdatering af garderoben. Og så er der ikke så meget tilbage til deres overforbrug. Ha! Det tror jeg mindsandten, at jeg gør!
Hmmm… Gad vide om jeg skulle være så heldg at støde på noget Karen by Simonsen til herrer? Den ville svie!

Jeg må blankt erkende det; jeg er ikke den store strøg-oser. Overhovedet ikke! Jeg vil meget hellere gå rundt og rode lidt i haven og kigge til alle mine planter og blomster. Så da jeg i sidste uge havde bruge for nye bukser –de gamle var revnet på et temmelig uhensigtsmæssigt sted… Må vist hellere overveje en slankekur efter nytår- blev jeg mildest talt en smule små-deprimeret. Jeg orker bare ikke alle de mennesker –og værst af alt, jeg kan slet ikke udstå ekspedienter, der står og ånder mig i nakken, mens jeg forsøger at finde frem til noget, som jeg kan komme hjem med.

Heldigvis for mig kom min datter  forbi og introducerede mig til net-shopperiets magiske verden. Jeg har faktisk ikke prøvet det før, selvom vi selvfølgelig har en PC’er herhjemme. Men det er nu mest min mand, der bruger den.

Nå, men nu fik jeg så prøvet det –og det bliver ikke sidste gang! Det var jo ligesom at gå rundt derude i butikkerne –bare uden alle de irriterrende ekspedienter. Og et væld af tøj! Bukser og bluser i massevis! Jeg kom vist til at putte lidt mere end planlagt ned i indkøbskurven. Men skidt med det! Det betyder jo bare at jeg ikke skal på strøgtur foreløbig.

Og det var det jeg ville fortælle alle jer derude, som også hader at shoppe derude i den rigtige verden; det er slet ikke så farligt, det her netshopperi. Heller ikke for os i den lidt ældre generation. Og der er tøj til alle aldre på nettet, man skal bare finde den rigtige side.

Ja, så nu går jeg bare her og venter på pakken, som indeholder de nye bukser –og alt det andet, som det lykkedes mig at få smidt ned i kurven –til allerstørst overraskelse for mig! Mig der hader at shoppe:-)

Det er stilen i det danske mærke Whiite. Tidsløse og samtidigt moderne kollektioner til kvinder med sans for design og kvalitet.
Tilbage i 2003 blev mærket lanceret herhjemme –med stor succes- og er nu at finde på international grund. Succesen kan tilskrives designdirektøren Frederikke Hviids umiskendelige sans for mode, kvalitet, design og stil. Disse elementer er mundet ud i kollektioner af uovertruffen brugbarhed og moderneitet.
De enkelte beklædningsstykker er i sig selv et mindre kunstværk ud i mindste detalje og kan kombineres i det uendelige. Og takket være det tidsløse snit og den altid lækre kvalitet kan man genbruge tøjet sæson efter sæson. Her er der tale om design, som kunne tilfredsstille selv den kræsne Albert Arnesen og Mads Skjern fra Matadors manufekture-forretninger; både hvad angår kvalitet, men også mode. Man kunne levende forestille sig seriens mode-fruer i vore dage ville være iklædt en Whiite kjole!

Sofistikeret funktionalitet

Sådan beskriver mærket sig selv –og det er ikke uden grund. Tøjet er som skabt til kvinder af tiden. Selvstændige kvinder med fokus på funktionalitet, der skal kunne gøre sig i et hektisk karriereliv –og samtidig skal kunne forlignes med familieliv og sociale aktiviteter i fritiden. Kollektionerne indeholder altid mulighed for at tilføre en enkelt detalje, som pepper hele udtrykket op til fest og farver –eller fjerne en detalje og få et mere hverdags- og hyggeligt udtryk frem i tøjet.
Whiite er i den grad tøj, der tiltaler den moderne kvinde –ikke de helt unge, men nærmere generationen fra midt i tyverne og opefter. Prismæssigt befinder i os i mellemklassen, alle, som vil have kvalitet kan være med. Og denne gruppe vil også kunne nikke genkendendende til, at vil man have kvalitet, så betaler det sig at betale lidt mere, end man gør i hign street-genren.